<img height="1" width="1" alt="pixel" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=421063918258297&ev=PageView&noscript=1" />

Sådan bor vi i Kenya

Vi bor på “Global platform Mt. Kenya”, der ligger en lille halv times kørsel nordvest for byen Nanyuki. Det ligger i et utroligt smukt område med både natur og forskellige små lokale beboelser rundt omkring. Vi spiser morgenmad hver dag og aftensmad et par gange om ugen på Daraja pigeskolen, hvor der går unge piger i alderen 13-20 år fra hele Kenya. De er super søde og spændende at snakke med.

Selve platformen består af to store huse bygget med en stor gårdhave i midten. I det ene hus er der sovesale, toiletter, bad, opholdsrum og forskellige steder man kan hænge ud og hygge sig. I det andet hus er der køkken, kontor, undervisningsrum og et meget hyggeligt opholdsrum, hvor vi tit hænger ud om aftenen. Her er der også internet, så man hver dag kan komme i kontakt med dem derhjemme eller lægge de sidste nye oplevelser på Instagram, hvis det er det man har lyst til.

Ved pigeskolen er der også forskellige boldbaner til fodbold, volley og basket. Det er her vi leger med de lokale børn. Ved porten til området er der også en lille kiosk, hvor man kan købe de mest nødvendige ting: fx. sodavand, chips og vaskepulver!

En række af vores indlagte ture foregår i den nærliggende by Nanyuki. Der bor cirka 50.000 mennesker i byen, som er en livlig by med moderne supermarkeder, cafeer, spændende markedspladser og hjemsted for de allestedsnærværende matatuer, som de lokale minibusser hedder. Vi besøger blandt andet det lokale slumkvarter og en slags ungdomshus – Youth hub – som Mellemfolkeligt Samvirke har medvirket til at starte. Her møder vi blandt andet unge kenyanere, der fortæller om deres liv – deres drømme og forhåbninger; og om deres arbejde for at forbedre det kenyanske samfund.

På platformen i Kenya, hvor vi bor, er der opholdsrum og flere andre steder hvor man kan hænge ud og hygge sig.