
Livsakademiet
Livsakademiet
Hvordan kan vi bo, arbejde og forholde os til livets store spørgsmål? Hvordan ønsker vi at være i verden og hvordan kan vi leve vores liv, så det bliver godt?
I Livsakademiet tager vi først og fremmest ud og undersøger alternative måder at leve og bo.
Vi besøger folk som er selvforsynende, lever gældfri, i huse bygget af naturvenlige materialer eller i små Tiny Houses. Folk der har valgt friheden, naturen eller iværksætteriet til og 30 års lånet, fuldtidsjobbet og den faste, høje indtægt fra.
Vi besøger folk bor på kollegie, i kollektiv og i levefællesskab og så besøger vi dem der gør sig umage med at søge lykken indefra. Folk der hver dag sætter tid af til at øve sig i, at være nærværende og ikke lade sig fange i tankestrømme og følelser.
Vi kan ikke forvente at de alle er udstyret med en Play knap, så vi må være nysgerrige, spørgende og opsøgende!
Hjemme på skolen bliver der også tid til fordøjelse, refleksion og forskellige øvelser.
Har du mod på at få indsigt i alternative måder at leve sit liv og blive klogere på hvordan du selv ønsker at leve dit liv eller ikke ønsker at leve, så er dette fag nok noget for dig.