<img height="1" width="1" alt="pixel" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=421063918258297&ev=PageView&noscript=1" />

Litteratur og skriveværksted

“At skrive er at vække et særligt blik og så udforske verden med det”, siger Thomas Boberg. I faget litteratur og skriveværksted gælder det om at vække sin indre skrivetrang og dette særlige blik. Det gælder om at finde sin egen måde at skrive på. Det gælder om at udforske sproget og litteraturen. Det gælder om at blive inspireret af andre, læse hinandens tekster og komme med gode ideer. Det gælder om at læse forskellige forfattere, fordybe sig i deres verden for dermed at udvide sin egen. Det gælder om at læse og skrive uanset hvad og hvordan man læser. Uanset om man skriver til skrivebordsskuffen eller aldrig har skrevet før. Så fat pennen, tag læsebrillerne på og kom og vær med.

 

Herunder
Eksempler på tekster skrevet i faget: Litteratur og skriveværksted

Af Katrine Krusager – elev i faget Litteratur og skriveværksted

FAMILIEFESTEN

Jeg skal først have tøj på, have en fin kjole på, nogle fine sko. Hvis jeg tager det på nu, eller finder det frem nu, behøver jeg ikke gøre det i morgen inden. Hvis jeg nu sover i det, kan jeg være klar til i morgen med et fingerknips. Ja, det gør jeg. Det er smart. Jeg skal huske lange ærmer. Det er også en god ide. Det gør jeg. Bliver jeg hentet? Eller skal jeg tage bussen? Det kan jeg ikke huske. Jeg tror, jeg bliver hentet. Når så jeg bliver hentet, skal jeg huske at smile. Og rette ryggen. Det er vigtigt at huske at rette ryggen. Og når de spørger, hvordan jeg har det, vil jeg svare, “jeg har det fint, meget bedre tak.” og så vil de snakke videre, de snakker altid bare videre. Om hunden, eller haven, eller den nye carport de skal have lavet. De snakker altid. Snakker altid om ingenting. Hvordan kan man snakke så meget og så aldrig få snakket om noget? De snakker altid oveni i hinanden. De giver mig ondt i hovedet. Men jeg må ikke tage piller for det. Aldrig for dét.

Hvor kom jeg fra? Det kan jeg ikke huske. Nå ja. Når så jeg kommer derhen, skal vi nok spise. Jeg skal spise, jeg skal huske at spise, jeg er nødt til at spise. Også selvom maden smager af død og rødvinen af blod. Blod. Blod, der drypper ned over mine fingrespidser. Ildrød blod mod hvid hud. Varm mod kold. Blod. Nej, jeg skal gøre mig klar til i morgen, jeg må gøre mig klar til i morgen. Er det i morgen? Efter at vi har spist skal vi nok have kaffe. Jeg behøver ikke drikke kaffe. Jeg siger bare, jeg ikke kan lide kaffe. Ja, det gør jeg. Og når så de spørger om kage, siger jeg bare, jeg er alt for mæt, af maden. Det opdager de aldrig. Det er en god ide. Jeg skal huske at smile, når jeg siger nej til kage. Jeg skal huske at sige tak for mad, og sige, at det smagte godt, også selvom jeg kun kan smage jord og død. Det bliver de glade for. Så snakker de om maden og ikke med mig.

Hvad sker der så? Er det så på tide at tage hjem? Nå, nej. Det er først senere, når de begynder at råbe. Når de nu finder flaskerne frem. Nede fra skabet. Så er der ikke lang tid til, at jeg kan snige mig væk derfra. Så skal de drikke, og når de spørger mig hvad jeg vil have, kan jeg bare sige, at det vil doktoren ikke have. At det må jeg ikke. Det må jeg heller ikke. Doktoren siger jeg ikke må. Det er der, de begynder at råbe og skælde ud. Der de begynder at slå og græde. De græder meget. Nogen af dem i hvert fald. Men de råber alle sammen. Men det er bedre end når de snakker. Hellere at de råber. Så ser de mig ikke. Så skal jeg ikke huske at smile. Så skal jeg ikke noget. Så kan jeg snige mig væk. Væk til mit mørke sted, hvor de ikke kan finde mig. De vil heller ikke lede efter mig. Det tror jeg i hvert fald ikke. Men hvis de gør, kan de alligevel ikke finde mig, for der hvor jeg er, kan ingen finde mig. Ja. Sådan kommer til at være, sådan er det altid.

HISTORIEN OM MÅNEN

Jeg kan se himlen, og stjernerne. Mærke solen i mit ansigt, den varmer dejligt. Det er koldt, der hvor solen ikke rammer. Min ryg er kold. Jeg kan se have, jeg kan se bjerge, jeg kan se skyer, vand, marker. Mit syn er uendeligt. Jeg kan se mennesker, jeg kan se deres travle hverdag, deres forfald og deres storhedstid.

Jeg kan se en bænk, hvor to forelskede sidder. De kigger hinanden dybt i øjnene, rører ømt ved hinanden. Hvordan mon det er at være forelsket? Jeg tror, jeg ved det. Det er den følelse af at være varm, også der hvor solen ikke rammer.

Jeg kan se en lille pige, der græder, jeg prøver at række en hånd ud, men jeg kan ikke nå hende. Jeg vil gerne trøste hende, men kan ikke nå. Jeg kan aldrig nå dem. Aldrig nå nogle af menneskene, men jeg vil så gerne. Jeg ville ønske, jeg var menneske. Det liv, jeg lever, er ensomt og udødeligt. Og uendeligt langt. Det tror jeg i hvert fald. Siden jeg ikke er død i endnu og har levet i tusinder af år. Milliarder af timer. Alene. Nej, jeg har stjernerne. De er bare også så langt væk, men de blinker ofte til mig.

Jeg vil gerne være menneske, være dødelig. Jeg ville give hvad som helst for bare at leve et enkelt liv på jorden. Opleve at blive forelsket, at have en ven, at have hjertesorg, at kunne mærke solen på min ryg…

Jeg kigger op på solen. Han smiler til mig, og jeg falder, falder, falder. Bliver suget ned mod jorden, ned blandt menneskene. Jeg lukker øjnene. Jeg ved ikke, hvad der sker.

“Undskyld, er du okay?” hører jeg en stemme sige. Mine øjne springer op. To blå øjne stirrer på mig. Spørgende. Mit ansigt er vådt, jeg græder. “Ja.” siger en stemme fra min mund. Jeg er forundret. Jeg har en stemme. Jeg kan tale. Jeg kigger ned, og jeg ser ikke floder, bjergtoppe eller højhuse, jeg ser græs og fødder. Mine fødder.

“Hvad hedder du?” siger de blå øjnes stemme. Jeg kigger op mod solen, smiler og vender min ryg mod den.

“Jeg er kendt som Måne.”